Jesu
opstandelse
Efter sabbatten, da det
gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at
se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel
steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den.
Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt,
skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: »Frygt
ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han
er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd
jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går
i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«
Mødet med den
opstandne Jesus
Og de skyndte sig bort
fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple
det. Og se, Jesus kom dem i møde og hilste dem med et »God morgen!« Og de gik
hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham. Da sagde Jesus til dem: »Frygt
ikke! Men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér
skal de se mig.«
Gravvagten
bestikkes
Mens de var på vej,
kom nogle af vagterne ind til byen og fortalte ypperstepræsterne alt, hvad der
var sket. De samledes med de ældste og besluttede at give soldaterne en større
sum penge, og de sagde: »I skal sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham,
mens vi sov. Kommer det statholderen for øre, skal vi nok tage os af ham og
holde jer udenfor.« De tog imod pengene og gjorde, som de havde fået besked på.
Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag.
Missionsbefalingen
Men de elleve disciple
gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så
ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og
sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør
alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og
Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet
jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«